YouSub
Exploring the Universe Crash Course Big History #2

da Danish

Exploring the Universe Crash Course Big History #2 Danish subtitles

0 downloads · 183 lines · added Jan 18, 2016

Report a problem
What's wrong?
Advertisement

Danish transcript

Hej, mit navn er John Green, og dette er Crash Course Big History. I dag skal vi se på
hvad der skete med universet efter Big Bang, i særdeleshed hvordan du og jeg, og alle
du kender, blev skabt af stjernerne. Vi vil også undersøge det brandvarme spørgsmål om hvorfor
enhver der studerer historie, er nødt til at kunne kemi.
Hr. Green! Hr. Green! Undskyld, men jeg hader kemi. Kan vi ikke bare lære noget om
engelske konger der stikker hinanden ned??
Beklager - mit fortids-jeg. Sagen er, at hvis du kigger langt nok tilbage i dit familie-træ,
vil du ikke blot finde bønder og jægere, fisk og mikrober. Du vil
finde stjerner. Og jeg mener ikke stjerner som Kim Kardashian, som faktisk ikke er en stjerne
- hun er en person! Jeg mener rigtige stjerner, fortids-mig. Og for at forstå hvordan vi kom
fra stjerner til mennesker, har vi brug for noget kemi.
I sidste afsnit tog vi fra den allerførste begyndelse til udstrålingen af den kosmiske
baggrunds-stråling, og dét er et ret vigtigt bevis for at Big Bang skete. Ved at studere det nærmere
kan vi finde universets alder og det gør, at vi kan se minut-forandringer
i temperatur og tæthed i det tidlige univers. Det viser sig at disse bittesmå forskelle
betyder rigtig meget.
Da universet udvidede sig fra at være meget mindre end et atom, til at være på størrelse med en grapefrugt
på et splitsekund, skete der kvante-fluktuationer -- småbitte blip på den uforudsigelige
kvante-skala -- og de skabte de små variationer vi ser i den kosmiske baggrunds-
stråling. Da universet fortsatte med at udvide sig - nu er det større end
en grapefrugt -- blev disse små variationer i tæthed forstørret op til en skala hvor tyngdekraften
var i stand til at få fat og begynde at klumpe brint og helium sammen i gas-skyer.
380.000 år efter Big Bang var universet ved at blive et koldere og
kedeligere sted. Temperaturerne var ikke længere høje nok til at støbe nye grundstoffer, og hvis
brint og helium ikke havde klumpet sig sammen, ville intet være sket nogensinde igen.
Universet ville blot være et kedeligt og ensartet sted med nogle skyer af brint og helium
der ville flyde rundt. Gråt og gasset, lidt som North Dakota. Jeg laver sjov, North
Dakota! I har en masse naturgas, men I er meget interessante! I har jo
Mount Rushmore! Hvad var det? Nå, jaså, undskyld.
Det der skete var, at mens universet som helhed fortsatte med at køle ned, takket være
disse små variationer der opstod undervejs i udvidelsen, var der nogle lommer i universet
der skulle til at blive temmelig varme!
En god portion varm sovs var på vej! Brint og helium er
lette gasser. De er de to letteste grundstoffer - så lette at de ikke har brug for ret meget
opmuntring før de forlader Jordens atmosfære. Men hvor universets eksplosive kræfter
trækker masse og energi væk fra hinanden, har tyngdekraften evnen til at trække små lommer af kosmos
sammen igen --så længe der er nogle små rynker i universet at arbejde med.
Efterhånden som tyngdekraften sugede brint og heliumatomer sammen, samledes det som enorme tykke skyer.
Universet fortsatte med at udvide mellemrummene mellem disse skyer,
mens tætheden i skyerne voksede. Det enorme tomme rum blev fyldt op med
små øer hvor brint og heliumatomer blev ved med at blive presset tættere sammen.
På trods af, at de er de letteste grundstoffer, opbyggede mængden af gasserne et kæmpe tryk
i centrum af skyerne. Det store tryk forårsagede at temperaturen steg, på samme måde som
når du har spist tacos kl. 02, og pludselig brændte de varme skyer indeni. Det var i denne ret
ubehagelige halsbrand at de første stjerner begyndte at skinne, omkring 100
millioner år efter Big Bang.
En milliard år efter Big Bang, begyndte universet at ligne det vi
kender som et univers -- et enormt tomrum med hundrede milliarder af galaktiske
øer, med hver hundrede milliarder af stjerner. Og som nylige studier med Kepler
teleskopet har afsløret, et lammende antal planeter.
Universet er altså stort! Det er meget stort! Men det er ikke så stort at det er umuligt for
en gennemsnitlig person at få et mentalt billede af vores eget nabolag .
Vores galakse, Mælkevejen, blev formet af galaktiske fusioner med andre galakser der
gik i stå for omkring 10 milliarder år siden. Vores galakse er omkring 100.000 lysår langt,
hvilket betyder at det ville tage 100.000 år for lys at krydse det.
Og selv hvis mennesket blev teknologisk i stand til at kolonisere galaksen i de næste
millioner af år, ville vi nok kun kunne kigge ud fra denne lille galaktiske ø
uden at komme videre ud i resten af universet.
Der findes mellem 200 og 400 mia. stjerner i Mælkevejen, med kæmpe afstande mellem
dem. Der er ikke sket en fusion mellem vores galakse og andre i lang tid, men vores
nabo, Andromeda - som har i omegnen af en billion stjerner - siges at ville kollidere med
os om omkring 3,7 mia. år. Ingen grund til bekymring, det bliver ikke som et biluheld, for
de store afstande mellem stjernerne gør det meget usandsynligt at de faktisk vil ramme hinanden
i en sådan fusion, selvom mange nye stjerne vil formes.
I stedet for et biluheld kan du forestille dig en tre mia. år lang tango med to yndefylde galaktiske
dansere. Det vil rode fuldstændigt rundt i de stjernebilleder vi kender i dag,
men heldigvis vil solen have udslettet livet på jorden til den tid alligevel,
så vi behøver ikke bekymre os om det! Og de endnu bedre nyheder er, at der
ikke er nogen som helst chance for, at vores art klarer den indtil solen udsletter os.
I forhold til de galaktiske øer, er vi ret små. Malin 1 er en spiral-
galakse som vores egen, men den er hele 680.000 lysår lang. Og den kæmpestore
elliptiske galakse, opfindsomt kaldet M87 --fordi astronomer er så dygtige til at navngive ting...-- er
980.000 lysår lang. Og med dens radio-jet-stråler, er den elliptiske galakse Hercules A
-- det er et lidt bedre navn -- hele 1,5 mio. lysår lang, fra
den ene ende til den anden.
Galaktiske øer er adskilt af millioner og atter millioner af lysår, og Virgo-hobens
galakser, hvorunder Mælkevejen hører til, er omkring 110 mio. lysår
i diameter, og den er kun en af mange, nærmest uendeligt mange, hobe af galakser i universet.
Bogstaveligt talt uendeligt?? Wow!
Desværre kan vi ikke finde ud af om universet er uendeligt eller ej, pga. en lille ting
der kaldes den kosmiske horisont. Vi kan kun se ting, der har nået os fra
starten af universet for 13,8 mia. år siden. Ved at kigge op i himlen undersøger vi
historien, og jo længere vi ser tilbage, jo mere primitive ting ser vi --
de første stjerner og galakser.
Husk på, det lys vi ser milliarder af år efter det blev udsendt, og den fortsatte
udvidelse af universet, betyder at den kosmiske horisont er omkring 46 mia.
lysår væk på nuværende tidspunkt. Det skal fordobles, og så ved du at vores lille kosmiske boble
er omkring 92 mia. lysår på tværs. Sammenlign lige det med vores allerede enorme 100.000 lysår lange galakse.
For at sætte det hele i en sammenhæng: Jordens omkreds er mindre end en femtedel af et
lyssekund. Men udenfor vores lille kosmiske boble, udvider universet sig stadig.
Og hvor vores univers nærmest er som et hus i en Schweerost, er det måske andre huller
i denne ost, multiple universer med fysiske love, der er helt forskellige fra vores egne!
Hvad?!
Jeg ved det godt! Det er skørt! Det er helt skørt!
Vores kosmiske boble som er meget stor, er ikke så skræmmende et sted.
Man kan godt danne et mentalt billede af det - en kæmpe boble med en masse tomt rum
og en smule galakser drysset ud.
For at uddybe denne pointe - tag ikke dette for alvorligt -- lagde Karl Glazebrook og
Ivan Baldry lyset fra 200.000 galakser sammen, og afgjorde at hvis man var i stand til
at stå udenfor vores kosmiske boble og kigge på den med menneskeøjne, ville universets farve
være---- vent på det--- beige! Det er lidt af et antiklimaks, så de forsøgte at pynte lidt
på det ved at kalde det for Kosmisk Latte. Men jeg har det fint med Beige. Ærligt talt, det er gigantisk
og ret skræmmende, men man kan ikke være bange for beige!
Mange kosmologer pepper deres lektioner op med en smule ærefrygt over dette enorme spænd.
Og denne ærefrygt er bestemt berettiget. Universet er virkelig ærefrygtindgydende.
Men lad mig spørge dig: Hvis du boede i New York City, ville du da føle dig genert eller deprimeret over
størrelsen på din by sammenlignet med kilometer efter kilometer i Saskatchewan?
Der er altså millioner og atter millioner af lysår med tomt rum, men det er tomt
rum! Det vi finder ud af, om den stigende kompleksitet i Big History, er hvor helt unikke
disse bittesmå områder i universet kan være. Det er her det hele sker!
Nok om pontifikatet. Lad os vende tilbage til de gassede halsbrand-lidende stjerner.
Når de indre dele af gasskyerne varmer op, bliver atomerne nervøse, og de bevæger sig hurtigere og hurtigere
og støder ind i hinanden med stigende voldsom kraft. Til sidst er det voldsomt nok til at bryde
den elektriske modstand der er imellem atomerne, og skyen bliver nu officielt til en stjerne.
Brintatomer fusionerer til heliumatomer ved ti mio. grader, og det udløser endnu mere energi.
Solen er en kæmpe brintbombe på himlen, og den energi der udsendes fra den
i de helt rigtige mængder, er gode for os, hvis vi da ikke ødelægger ozonlaget for meget eller
tilbringer for lang tid med at solbade på stranden.
Når det kommer til stjerner, betyder størrelse noget. Hvis en sky i starten er mindre end 8% af vores egen
sols størrelse, vil den aldrig danne en stjerne -- måske kun en brun dværg. Hvis skyen i starten
er 60-100 gange større end vores sol, vil den sandsynligvis dele sig i to eller flere stjerneformationer.
Hvis skyen er mellem 8% af og 8 gange så stor som vores sol, har den en lang levetid.
Vores sol er mid-aldrende, og den vil holde omkring 5 mia. år mere. Mindre stjerner
kan have levetider på hundrede milliarder af år. Store stjerner lever nogle gange
kun nogle få hundrede millioner år.
Når stjernerne løber tør for brint og helium som brændstof, vil de ydre lag af stjernen svulme
op. Fusion af tungere grundstoffer begynder at ske, og det kræver højere og højere temperaturer at danne tungere
og tungere grundstoffer, hele vejen op til jern. Men grundstoffer der er tungere end jern kan ikke dannes
i stjernerne - der er simpelthen ikke nok energi til at fusionere de tungere kerner sammen.
Hvordan bliver resten af det periodiske system dannet? Når kæmpestjerner som er 8-60 gange større end vores
sol brænder ud, kollapser de. Det tager ikke længere en et sekund, men det vil
blive efterfulgt af en gigantisk eksplosion. Disse eksplosioner skinner så kraftigt som milliarder af stjerner,
og kombineret med proton- og neutron-indfangning, er supernovaer ansvarlige for at danne
de tungere grundstoffer i det periodiske system. Resten af kosmos bliver gødet
ved at disse grundstoffer bliver slynget ud fra asken af døde stjerner.
Carl Sagan har udtrykt det bedst: "Vi er lavet af stjernestøv". Og det mente han virkelig!
Kan du se denne kugle? Den blev lavet i maven på en stjerne! Kan du se din computer? Lavet i
maven på en stjerne. Din hund? Lavet i maven på en stjerne. Din højre hånd-- lavet i
maven på en stjerne. Din venstre hånd? Måske lavet i maven på en anden stjerne.
Stjernernes udvikling bygger bro mellem den ufattelige oprindelse af vores univers og det mere håndgribelige materielle
stof som du kan se omkring dig. Og det håndgribelige stof som du er!
Mennesker er ikke blot dukket op af ingenting. Vi har ændret form. Vi plejede at være meget varmere
naturligvis, rent temperatur-mæssigt mener jeg. Og derfor er kemi vigtigt for at forstå
den store fortælling om 13,8 mia. år, og det er også grunden til at vi ser på den Store Historie
om individuelle objekter - -det kalder vi "little big histories".
Kan du se denne ring på min finger? Jeg købte den i en smykkebutik -- en venlig person solgte
den til mig, en guldsmed lavede den, og minearbejdere gravede den ud af jorden. Men den blev dannet
ved at blive slynget ud af en kæmpe stjerne i en gigantisk eksplosion for milliarder af år siden. Den endte
i vores solsystem, var en de af den 0,1% af stof der ikke blev suget ind i
solen, samledes i de støvede aflejringer i den del af solsystemet hvor
Jorden var, og, fordi guld elsker jern, havde den en tendens til at synke mod
jordens centrum, hvilket gjorde det endnu mere usandsynligt at den skulle befinde sig på Jordens overflade!
Sjældne og skinnende ting bliver værdisat i mange menneskelige sociale lag, og i under landbrugs-
revolutionen, blev guld et tegn på social status og rigdom. I ægteskabs-traditioner
er dyre gaver et tegn på agtelse, og derfor spenderede Sarah og jeg 450 Dollars på denne,
som vi også kunne have brugt på en Xbox!
Småbitte folder i det tidlige univers var afgørende for det samlende tema
over de sidste 13,8 mia. år --- den stigende kompleksitet. Folderne skabte stjerner, stjerner skabte grundstoffer,
og nogle af disse grundstoffer satte sig sammen og skabte liv, og naturligvis os.
Gradvist kan vi se en stigning i antallet af forbindelser i de tilstedeværende byggeklodser
i universet. For eksempel består en stjerne primært af to grundstoffer, brint og helium.
Sagen er den -- hvis der ikke havde været nogle folder i det tidlige univers, ville energien
være blevet fordelt ligeligt i kosmos. Uden strømme af energi, som f.eks. den gennem
en stjerne, kan der ikke opstå kompleksitet - overhovedet ikke. Dette eksistens-niveau kaldes for
termodynamisk uligevægt, hvilket betyder at energi ikke er fordelt lige.
En enkel struktur som en stjerne er stor, men den er bare en stor bunke af de letteste grundstoffer
og scorer ikke ret højt på tætheden af energistrømme. Din hjerne er 75.000 gange mere kompleks
end et stykke af solen af samme størrelse. Dens byggesten og knuder er meget mere indviklede.
Din hjerne har mange flere forbindelser end der findes stjerner i galaksen.
Man skulle ikke tro, at en historie der rækker over kosmologi, geologi, biologi og menneskets historie, kunne have
et samlet tema, men stigende kompleksitet er noget der rækker gennem alle 13,8 mia. år.
Og det begyndte med de små folder i det tidlige kosmos.
Nu hvor vi er forbi håber jeg at du kan se hvorfor lidt basal kemi er vigtigt
for at forstå vores oprindelse. Stjerner er jo bare dine tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-tip-
osv. oldeforældre. Og du ville da ikke ignorere dine oldeforældre vel??
Hr. Green! Hr. Green! Nej, slet ikke! De er jo en del af planen for hvordan jeg får en bil til min 16 års fødselsdag!
Hvor rørende, fortids-mig. Jeg har dårlige nyheder til dig.
I dagens afsnit har vi lært at alt omkring os, alt vi kan
røre og føle og se, og os selv, er affald fra kæmpestore stjerner i universets tomrum.
Vi klumper os sammen i pletter, vi ændrer form, men vi skylder vores eksistens til disse brændende
gassede bolde vi ser på nattehimlen. Vi er måske nok kun asken af døde stjerner,
men den aske har potentialet til at ordne sig sig på mere og mere komplekse måder,
fra hvilke Jorden og alt hvad den indeholder kan opstå. Mere om det næste gang!

Need subtitles from another video?